Beskrivelse
Denne tekst er en intens og sjælesørgende monolog, der skildrer den rå virkelighed ved at miste sin livsledsager og forsøget på at navigere i en ny tilværelse. Fortælleren beskriver en tilstand, hvor grænsen mellem dag og nat flyder sammen, og hvor den elskedes fravær føles som et altomfattende nærvær i hvert et lysindfald og vindueskig. Gennem personlige og jordnære minder – som en tabt mobiltelefon i en sø og fælles drømme bygget af håb – tegnes et billede af en kærlighed, der var både ægte, uperfekt og dybt funderet i tillid. Den konkrete handling, hvor fortælleren planlægger at besøge graven med blomster og tage den afdødes mor med, giver fortællingen en tung og autentisk tyngde. Sorgarbejdet i teksten udtrykkes som en vedvarende indre dialog, hvor fortælleren aktivt lytter efter den elskedes stemme i stilheden og mærker deres hånd i tankerne. Billedet af at danse videre i et tomt rum, selvom musikken er lav, symboliserer en trodsig vilje til ikke at give op og en erkendelse af, at det fælles fundament stadig står. Hustruen beskrives som både stormen og stilheden, en melodi af længsel der gør, at fortælleren aldrig føler sig helt alene, selv når mørket falder på. Det er en hudløs hyldest til et menneske, der er gået bort, men som bliver boende i hjertet som et evigt løfte.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.